Som menneskerettighedsaktivister, der har set volden fra det israelske militær, føler vi os forpligtet til at bruge vores stemmer

Vi skriver dette debatindlæg som en gruppe af danskere, der på forskellige tidspunkter de sidste to årtier har været menneskerettighedsaktivister i Palæstina (på Vestbredden og i Gaza). Vi kommer fra mange forskellige baggrunde. Vi er akademikere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, ældre og unge. Fælles er, at vi alle har været vidne til den vold, palæstinensere møder fra det israelske militær og de israelske bosættere på Vestbredden. Vi har alle fulgt børn i skole om morgenen, når de skal igennem de ulovlige israelske checkpoints. Vi har alle set dem få skudt tåregas mod sig af israelske soldater, mens de står med deres skoletasker på vej i skole. Vi har set børn ryste, mens de bliver tilbageholdt, uvidende om, hvorvidt de nu skal sidde bag israelske tremmer på ubestemt tid, som 170 palæstinensiske børn i skrivende stund gør (Al-jazeera).

Ifølge Red Barnet bliver 86 % af de palæstinensiske børn i israelske fængsler udsat for fysisk vold, og 42 % af børnene bliver såret af israelske soldater i forbindelse med deres anholdelse, hvilket efterlader dem med skader som brækkede knogler og skudsår. Hvert år er 500-700 palæstinensiske børn i kontakt med det israelske retssystem, og de er de eneste børn i verden, der bliver retsforfulgt i militære domstole. (Save the Children)

Vi har alle konfronteret det israelske militær med deres overtrædelser af international lov og menneskerettigheder, når de tilbageholder børn. Vi har oplevet, at deres modsvar ofte er, at de er hævet over loven. Vi har hørt dem tale om palæstinensere som dyr eller ikke-eksisterende væsener. Vi har talt med israelske aktivister og hørt dem fortælle om den gennemgående dehumanisering af palæstinensere, som en grundsten i de israelske skoler og uddannelsessystemet generelt.

Samtidig har vi snakket med palæstinensere, der udtrykker et simpelt ønske om at leve i fred og ligeværd med deres jødiske naboer og ganske enkelt kræver ophævelsen af blokaden, besættelsen og apartheid. Mange af de jøder, der boede i Palæstina inden 1948, var også modstandere af det zionistiske projekt, fordi det var baseret på fordrivelse og etnisk udrensning af deres palæstinensiske naboer, landets oprindelige befolkning. Dette er dokumenteret af flere israelere, som f.eks. historikeren Ilan Pappe og forfatteren Miko Peled. Det er derfor en myte, når Israel forsøger, at fremlægge enhver kritik af deres stat som antisemitisme.

Vores virke i området har primært bestået i at være til stede blandt civile palæstinensere og dokumentere den chikane og de brud på menneskerettigheder, som de udsættes for på daglig basis. Som aktivister i Palæstina har vi arbejdet side om side med palæstinensiske, israelske og internationale aktivister, der kommer til landet for at dække de israelske overgreb på den besatte palæstinensiske civilbefolkning. Nogle af os er blevet skudt med gummibelagte metal projektiler (Link til Majas artikel). Nogle af os har fået kastet sten i hovedet af israelske bosættere, og andre af os er blevet skudt med skarpt ammunition af israelske soldater.

Vi har alle været rystede, når vi med disse oplevelser i bagagen, er kommet hjem, og gang på gang i flere årtier, har hørt flere store danske mediehuse omtale situationen, som noget, der enten omhandler religion eller to parter, der ikke kan enes. Den type fremstilling underkender den enormt ulige magtbalance mellem israelere og palæstinensere og slører det faktum, at Israel, foruden besættelse og blokade, udøver apartheid mod den palæstinensiske befolkning. Der kan ikke tales om fredelig sameksistens, når konteksten er apartheid. Vi mener, at et ønske om fred kun kan tage afsæt i afviklingen af den ulovlige israelske besættelse og apartheidsystemet.

Vi mener desuden ikke, at man kan snakke om israelske gidsler uden at nævne de omkring 7000 palæstinensiske politiske fanger, der lige nu sidder i israelske fængsler, og risikerer både tortur og seksuelle overgreb (Al-Jazeera, og Amnesty link) (Link til Save the Children rapport). Over 2000 af dem sidder i såkaldt “administrativ detention”, hvilket de facto gør dem til gidsler, da de ingen rettergang har haft.

Vi mener ikke, at Danmark skal støtte en stat, der udøver militær besættelse og apartheid mod en civilbefolkning. Vi mener, at regeringen bør lytte til de dansk-palæstinensiske stemmer (Link til artikel), der lige nu forsøger at råbe op om deres forfædres og familiers kollektive traume, som tager afsæt i den ulovlige besættelse, apartheidsystemet og gentagende massedrab på en civilbefolkning. Vi mener også, at regeringen bør lytte til de dansk-jødiske stemmer, der bruger meget energi på, at gøre det klart i medierne, at deres sorg ikke skal bruges til at blåstemple apartheid-systemet og folkedrab. (Link til: Unge danske jøder: »Vi er forargede over, at den danske regering ikke offentligt fordømmer Israels krigsforbrydelser«)

Vi opfordrer regeringen til at forholde sig til de veldokumenterede rapporter fra både Human Rights Watch og Amnesty International om apartheidsystemet, og forstå, at støtte af et sådant system aldrig vil kunne bringe fred.

Lige nu er der et stærkt internationalt pres på Israel ift. våbenhvile. Dette krav vil ikke skabe fred, men er bydende nødvendigt for at stoppe de lidelser de civile palæstinenserne gennemgår netop nu. En varig fred kræver et ophør med besættelsen af palæstinensisk land, et stop for den kollektive afstraffelse og apartheidsystemet.

Vi opfordrer til øjeblikkelig våbenhvile, for de 2,2 millioner palæstinensere, der har været ulovligt belejret i Gaza i 17 år. Vi ser dette som et minimumskrav i forhold til, hvad den palæstinensiske befolkning dagligt er udsat for gennem apartheid-systemet og en lang historik af kollektiv afstraffelse fra israelsk side som dokumenteret af Amnesty International.

Kilder:

Hertil omtales følgende rapporter:

Share:

Leave a Reply Cancel reply